Efterspørgslen på Playtation 4 har været heftig og jeg var én blandt mange ivrige gamere, som ikke kunne vente med at skifte min støvede PS3 ud med en funklende ny PS4.

Så fik jeg den endelig… Playstation 4 inkl. Killzone: Shadow Fall, ekstra Dualshock 4 controller og Playstation Eye via Amazon.de (til en ganske fornuftig pris i øvrigt). Jeg tog forsigtigt den lækre og veludførte maskine ud af emballagen og skiftede straks harddisken ud med en hybrid harddisk og så… Game, game, game!

PS4: Tomt på hylderne

Lad mig sige med det samme at jeg lige havde gennemført Last of Us og det var en helt igennem fantastisk oplevelse. Nu sad jeg så med Killzone: Shadow Fall og efter at have forsøgt mig med Killzone 2 og 3, var mine forventninger i forvejen ikke særlig høje, men hvad pokker – jeg fik jo spillet “gratis”. Alligevel meldte skuffelsen nærmest øjeblikkeligt, men det kan du læse mere om i min anmeldelse af Killzone: Shadow Fall.

Her kommer lige et snapshot review af Playstation 4 konsollen: Super lækker, god byggekvalitet, nemt at skifte harddisk , meget hurtigere interface og super fed integration af brugervideoer, så man kan se spillene inden man køber (Så bl.a. Thief før releasen og så var de penge sparet).

Nå, men med Killzone: Shadow Fall værende en skuffelse, var det tid til at se hvad der ellers kunne være af sjove spil. Jeg håbede at indie spil og Playstation Plus ville blive min redning (ja, ja, jeg er naiv) og tilmeldte mig derfor Playstation Plus, men Resogun skulle nu købes, hvorimod Outlast var mulig at hente via Playstation Plus (dvs. uden at betale ekstra). Jeg var dog i tvivl om jeg gad at spille Outlast, da  jeg valgte at tjekke brugervideoer, for at se om det var noget værd og det var ikke videre spændende, sammenlignet med at jeg nu også langt om længe havde Playstation Plus på min Playstation 3.

 

Playstation Store kan dog tilbyde bl.a. Battlefield 4, Call of Duty: Ghosts, Assassin’s Creed 4: Black Flag, diverse sportsspil og “gratis” spil med in-app purchase, hvoraf sidstnævnte tilgang får det til at løbe mig koldt ned af ryggen og derfor dropper jeg det med det samme.

Min konklusion er: Nu har jeg konsollen og behøver ikke bekymre mig om at skulle bruge penge på den senere… Men jeg kunne sagtens have ventet mindst 8-10 måneder (til august-oktober 2014).

Playstation 3 inkl. Playstation Plus = Value for Money!

Jeg startede min PS3 og straks stod valget mellem Uncharted 3, Bioshock Infinite, Borderlands 2 osv. – Vi snakker altså topklasse spil her! Det står jo i skærende kontrast til Battlefield 4 og Call of Duty Ghosts, som i begge tilfælde har været plaget af hhv. bugs og blandede anmeldelser.

Skal jeg købe Playstation 4 nu?

Med mindre du nærer en ubærlig trang til at brænde penge af, så er mit råd til dig at vente til der er flere spil på markedet og i mellemtiden nyde det fantastiske bagkatalog der trods alt eksisterer til Playstation 3. Der kan du trods alt også spille både BF4, COD Ghosts, Assassin’s Creed 4: Black Flag og Grand Theft Auto V.